Steffen Gram håner i sin kommentar den danske og europæiske fredsbevægelse. Han beskylder den for at være naiv ved at dæmonisere personen George W. Bush uden skelen til, at også den tidligere præsident Bill Clinton ville have trådt militært i karakter overfor Irak i den nuværende situation. Ifølge Steffen Gram byder fredsbevægelsen endog truslen velkommen som et belejligt samlingspunkt:
"Europas intellektuelle og fredsbevægelser har genfundet Vietnamtidens hademål. Den kolde krig er vundet, Europa forenes i Nato og EU, vore konflikter begrænser sig til separatister i Spanien og Nordirland. Endelig et mål at samles mod - og det er ikke Saddam!"
Steffen Gram plæderer for, at europæerne har opfattet amerikanerne forkert og ikke indser, at krigsmodstanden i USA ikke er noget ud over det traditionelle, og at tidligere Clinton-vælgere også støtter krigen:
"For europæerne tager fejl af amerikanerne. Opposition til krig mod Saddam i USA er beskeden, begrænset til traditionelle fredsgrupper. Clintons demokrater og flertallet af USAs intellektuelle står bag krigen."
Steffen Grams påstand om, at den amerikanske modstand er beskeden og er begrænset til traditionelle fredsgrupper, er ikke blot en sandhed med modifikationer. Det er en direkte usandhed. Et eksempel på dette er fredsinitiativet "Cities for peace". Initiativet består af en samling af amerikanske byer og amter (counties), der i byrådene har vedtaget resolutioner imod en krig mod Irak. Initiativet startede d. 17. januar, da Salisbury vedtog den første resolution mod krigen. Siden da er initiativet vokset med utrolig kraft. I skrivende stund er Los Angeles den seneste by, der har sluttet sig til - som by nr. 107. (Initiativet kan findes på: www.citiesforpeace.org)
Et andet opsigtsvækkende initiativ er de amerikanske arbejderes sammenslutning mod krigen i Irak. D. 11. januar oprettedes således koalitionen US Labor Against the War, en sammenslutning af over 100 fagforeninger, der tilsammen talte over 2 millioner medlemmer. Siden oprettelsen er sammenslutningen vokset kraftigt, og d. 19. februar var US Labor Against the War initiativtager til en international resolution mod krigen, der blev underskrevet af over 200 fagforeninger med mere end 130 millioner medlemmer fra alle fem kontinenter. En sådan enorm sammenslutning før krigen overhovedet er startet er historisk.
Der er et væld af ikke-traditionelle fredsinitiativer i USA, og Mediefokus skal gerne henlede opmærksomheden på flere af disse initiativer, hvis Steffen Gram ønsker det. Steffen Gram har dog med sin påstand om det modsatte aktivt medvirket til at styrke det gængse mediebillede af, at krigen er uundgåelig, og at der ikke er noget, den enkelte kan gøre for at forhindre den. At krigsmodstanden ikke viser sig mere markant i de amerikanske meningsmålinger må desværre i høj grad tilskrives de store amerikanske mediers fortielser om baggrunden for krigen.
Steffen Gram fortsætter senere i kommentaren sin politiske ligning mellem Clinton og Bush og gør opmærksom på, at Clinton allerede i sin regeringstid havde indledt en ekspansiv amerikansk udenrigspolitik:
"Skismaet mellem europæisk og amerikansk tankegang begyndte længe før Bush og tog fart under Clinton. Bush Senior samlede en international koalition til første Golfkrig. Clinton tjente sine sporer i Somalia, hvor militæraktionen gik galt i 93. I Bosnien leverede Clinton den politiske vilje til magt, som europæerne manglede, efter nogen tøven og republikansk modstand. I Kosovo reagerede Clinton hurtigere."
Steffen Gram argumenterer altså, at krigsmodstanden er malplaceret, da Bushs politik i virkeligheden kun er en videreførelse af Clintons. Vi må tillade os at hævde, at det modsatte tværtimod gør sig gældende, nemlig at krigsmodstanden aldrig har været mere påkrævet. At den ikke allerede var stærkere under Clintons politik omkring Kosovo kan desværre i høj grad begrundes i de hjemlige og internationale mediers fortielser og fordrejninger af hændelserne under NATO's interventioner på Balkan.
"I Kosovo reagerede Clinton hurtigere", skriver Steffen Gram. Ifølge den officielle mediebragte version gik NATO ind i Kosovo som reaktion på serbiske etniske udrensninger. Ifølge lækkede interne dokumenter fra det tyske udenrigsministerium foregik der dog op til NATO's indrykning ikke en sådan udrensning: Reelt foregik der kun militære kampe mellem de serbiske styrker og den NATO-støttede oprørshær KLA. (Se: www.iraqwar.org/germanreport.htm)
Hvem havde interesse i NATO's indtrængen i den balkanske region? - Det havde bl.a. den ultrakonservative tænketank Project For the New American Century, som har amerikansk globalt lederskab som erklæret målsætning. D. 20. september 1998 sendte tænketanken således et åbent brev til præsident Clinton og opfordrede ham - på baggrund af det påståede folkemord i Serbien - til at følge en mere offensiv linie på Balkan. Blandt underskriverne af brevet var formanden for Pentagons rådgivende forsvarskommission, Richard Perle, og viceforsvarsminister Paul Wolfowitz. Jo, Clinton reagerede hurtigt med de "humanitære bombninger" i Kosovo.
Steffen Gram afslutter sit skrift med endnu en stikpille til den naive fredsbevægelse:
"Når Europas intellektuelle hopper på fortidens anti-amerikanisme er det fordi man ikke vil tage opgøret om, hvad man skal stille op med Saddam Hussein, Kim Jong-il og lignende. Man kan bebrejde Clinton, at han ikke slog til mod Saddam, der i 98 havde gjort arbejdet for våbeninspektørerne så umuligt, at de rejste.
Gad vist hvordan Europa havde dømt ham, hvis han var gået i krig mod Saddam i 98?"
Man kan altså åbenbart bebrejde Clinton, at han ikke slog kraftigere til end bombningerne under Operation Desert Fox, der bl.a. ramte civile mål. Hvad var baggrunden for bombningerne? Den officielle version var, jævnfør Steffen Grams ukritiske gengivelse, at irakerne "havde gjort arbejdet for våbeninspektørerne så umuligt, at de rejste."
I den tidligere våbeninspektør Scott Ritters dokumentarfilm "In Shifting Sands" fremgår det imidlertid, at tilbagetrækningen af våbeninspektørerne først skete efter, at Clinton-administrationen havde lagt pres på chefvåbeninspektør Richard Butler for at fremprovokere en undskyldning for tilbagetrækningen. Våbeninspektørerne trak sig følgelig frivilligt ud efter selv ikke at have anerkendt reglementet for adgangen til Bagdads paladser.
I perioden op til tilbagetrækningen af våbeninspektørerne pressede Clinton-administrationen UNSCOM til at foretage spionage mod den irakiske efterretningstjeneste. Oplysningerne fra spionagen blev senere brugt under udpegningen af strategiske mål under Operation Desert Fox. Beviserne om spionagen mod den irakiske efterretningstjeneste blev dog tiltagende svære at holde tilbage. En artikel af Barton Gellman fra Boston Globe d. 6. januar 1999 berettede således om, hvordan Washington Post var blevet presset til ikke allerede at fremkomme med informationer om spionagen to måneder før Operation Desert Fox:
"The Post reported on October 12 that an UNSCOM operation code-named Shake the Tree involved synchronizing arms inspections with a new synthesis of intelligence techniques allowing Washington to look and listen as Iraq moved contraband. At the request of the U.S. government, the Post agreed to withhold from that report operational details on national security grounds." (1)
(se: www.fair.org/extra/9903/unscom.html)
Et enormt pres lå i perioden op til Operation Desert Fox på præsident Clinton. Han modtog i starten af 1998 et åbent brev fra den førnævnte tænketank. I brevet kritiseredes Clintons Irak-politik åbent for at være for defensiv, og han opfordredes til at forfølge vitale amerikanske interesser i Golfen ved at søge regimeskifte i Bagdad:
"We urge you to articulate this aim, and to turn your Administration's attention to implementing a strategy for removing Saddam's regime from power. This will require a full complement of diplomatic, political and military efforts. Although we are fully aware of the dangers and difficulties in implementing this policy, we believe the dangers of failing to do so are far greater. We believe the U.S. has the authority under existing UN resolutions to take the necessary steps, including military steps, to protect our vital interests in the Gulf. In any case, American policy cannot continue to be crippled by a misguided insistence on unanimity in the UN Security Council." (2)
Blandt underskriverne af brevet var formanden for Pentagons rådgivende forsvarskommission, Richard Perle, samt viceforsvarsminister Paul Wolfowitz og forsvarsminister Donald Rumsfeld.
Det relevante spørgsmål er ikke, om Bill Clinton på grund af sin folkelige popularitet kunne være sluppet af sted med en invasion af Irak i 1998. Det relevante spørgsmål er, om ikke både den europæiske og amerikanske befolkning ville have protesteret voldsomt mod de ulovlige bombninger i december 1998, hvis ikke medierne lydigt havde dækket over omstændighederne bag bombningerne af bl.a. civile mål under Operation Desert Fox?
Denne tavse lydighed fortsætter desværre i høj grad under George W. Bush.
I håb om uddybende respons
Mediefokus
Peter Kofod, Rasmus B. Petersen, Carsten Sloth Hansen
Appendix A:
Følgende er vores egne oversættelser af de engelske citater. Vi oversætter efter bedste evne. Evt. fejl er ikke intenderede, og vi modtager gerne rettelser.
(1)
"The Post meddelte 12. oktober, at en UNSCOM-operation med kodenavnet Shake the Tree medførte at synkronisere våbeninspektionerne med en ny enhed af efterretningsteknikker, der tillod Washington at se og lytte, mens Irak flyttede ulovlige varer. Efter den amerikanske regerings ønske gik the Post med til at tilbageholde operative detaljer fra rapporten af nationale sikkerhedsgrunde."
(2)
"Vi beder jer videreføre dette mål, og vende jeres regerings opmærksomhed mod iværksættelsen af en strategi for at fjerne Saddams regime fra magten. Dette vil kræve en fuld styrke af diplomatiske, politiske og militære bestræbelser. Selv om vi er helt klar over farerne og besværlighederne ved at gennemføre denne politik, betragter vi farerne ved at undlade det som større. Vi mener, at USA har autoriteten under de eksisterende FN-resolutioner til at tage de nødvendige skridt, også militære, for at beskytte vore vitale interesser i Golfen. Under alle omstændigheder kan den amerikanske taktik ikke fortsat hindres af en misforstået fastholden på enstemmighed i FN's Sikkerhedsråd."
Appendix B:
Følgende er Steffen Grams kommentar som offentliggjort på DR's hjemmeside:
(http://www.dr.dk/nyheder/udland/article.jhtml?articleID=85741)
---
20. februar 2003 07:28 Udland
Arrogancen længe leve!
Kommentar - Steffen Gram, vært på Horisont, skriver i Metro Express:
Forleden oplevede jeg, hvad jeg havde håbet hørte historien til, da titusinder protesterede i København mod krig mod Saddam Hussein - nazi-symboler på amerikanske flag og Bush sammenlignet med Hitler.
Få år tilbage tiljublede hundredetusinder danskere Bill Clinton, da han, som gestus over vor indsats på Balkan talte i København. Statsminister Nyrop strålede og fru Dybkjær var ved at dåne af betagelse.
Hvad er der sket? George Bush, vil de fleste svare. Han er symbol på alt, hvad europæere ikke kan lide i USA - republikansk præsident, valgt af det religiøse højre, Kyoto-aftalens banemand, missilskjoldets forkæmper, ucharmerende på TV. Og så vil han krig mod Saddam uden at bekymre sig om vi vil eller ej. Han er supermagtens arrogance.
Europas intellektuelle og fredsbevægelser har genfundet Vietnamtidens hademål. Den kolde krig er vundet, Europa forenes i Nato og EU, vore konflikter begrænser sig til separatister i Spanien og Nordirland. Endelig et mål at samles mod - og det er ikke Saddam!
Det var ikke sket med Clinton, lyder argumentet! Forkert! Det samme var sket med Clinton som præsident under 11. september. Men hvor Bush's udførelse af sin internationale politik i forhold til allierede er til dumpekarakter, ville Clintons have ligget på 10. Indholdet havde været det samme.
For europæerne tager fejl af amerikanerne. Opposition til krig mod Saddam i USA er beskeden, begrænset til traditionelle fredsgrupper. Clintons demokrater og flertallet af USAs intellektuelle står bag krigen.
Det rækker langt tilbage
Skismaet mellem europæisk og amerikansk tankegang begyndte længe før Bush og tog fart under Clinton. Bush Senior samlede en international koalition til første Golfkrig. Clinton tjente sine sporer i Somalia, hvor militæraktionen gik galt i 93. I Bosnien leverede Clinton den politiske vilje til magt, som europæerne manglede, efter nogen tøven og republikansk modstand. I Kosovo reagerede Clinton hurtigere.
Clinton lagde grunden for USAs militærinterventioner. Clinton gennemtrumfede Nato's udvidelse trods russisk modstand. Bush havde overtaget d. 11.september - men ingen ledende demokrat har anfægtet Bush's udenrigspolitik, kun måden den bliver gennemført på. Demokraternes protester mod første Golfkrig (hvem husker?) kostede dem dyrt og Clintons otte år ved magten lærte dem en ny virkelighed.
Når europæere nu debatterer med amerikanske demokrater, ser de verden fra to sæt værdier: Europæernes handler om international lov og orden, om internationale domstole, om international enighed og "bløde værdier". Amerikanerne taler om magtpolitik, militærinterventioner, "retfærdig krig" og forebyggelse af terror.
Anti-amerikanismens rasteplads
Når Chirac søger fred uden krig, og Europas intellektuelle parkerer sig på anti-amerikanismens rasteplads sker det i bedste europæiske efterkrigstraditioner - men ud fra forskellige motiver.
Chirac er Europa's fremmeste opponent mod supermagten for at sikre fransk-tysk dominans af EU. Det lykkedes Chirac- indtil han angreb de nye partnere fra øst med en arrogance, der overgår selv Bush's over for resten af verden.
Når Europas intellektuelle hopper på fortidens anti-amerikanisme er det fordi man ikke vil tage opgøret om, hvad man skal stille op med Saddam Hussein, Kim Jong-il og lignende. Man kan bebrejde Clinton, at han ikke slog til mod Saddam, der i 98 havde gjort arbejdet for våbeninspektørerne så umuligt, at de rejste.
Gad vist hvordan Europa havde dømt ham, hvis han var gået i krig mod Saddam i 98?