Mediealarmer

Kommentarer til alarmen?

Mediealarm 15.02.03:

DR TV-avisen ignorerer huller i Colin Powells "bevisførelse"

(Citater på engelsk gengives på dansk i appendikset.)

Siden Colin Powells fremlæggelse for sikkerhedsrådet d. 5.2 er bevisførelsen blevet udfordret fra adskillige kilder. Public service stationen DR's TV-avis har dog i perioden siden d. 5.2 valgt at sætte minimal fokus på den vægtige kritik af Colin Powells bevisførelse. Deraf denne mediealarm.

En søgning på DR's hjemmeside i nyhedsudsendelserne 5.-13. februar på nøglepersonen for den såkaldte bevisføring, Colin Powell, giver 10 hits. Bemærkelsesværdigt lægger alle 10 hits sig på datoerne 5 og 6. februar. Dette betyder selvsagt ikke, at Powell ikke har været nævnt i TV-avisen siden d. 6., men er en sigende overordnet indikator for DR TV-avisens manglende vilje til at gå hans udsagn efter i sømmene.

For at illustrere TV-avisens tendens til at fremstille skrøbelige indicier som endegyldige beviser vil vi her kigge nærmere på indslaget "Terroristforbindelse overraskede", som blev vist i 21-TV-avisen d. 5. februar. Præsentationen af indslaget lød:

"Colin Powell brugte en forholdsvis stor del af sin tale på at bevise, at al-Qaeda er i Irak med Saddam Husseins velsignelse, og set fra et militært synspunkt, ja så var denne kobling også det mest overraskende ved Colin Powells gennemgang af efterretningsbeviser."

Allerede før indslagets start lød TV-avisens dom altså, at det fremlagte materiale rent faktisk var beviser for al-Qaedas tilstedeværelse i Irak.
Under selve indslaget fulgtes denne bedømmelse troligt op af den "objektive" kommentatorstemme:

"…faktisk argumenterede Colin Powell fyldigt for, at et helt terrornetværk ledet af en Zarqavi nærmest har centrum i Irak og tråde ud i hele Europa."

TV-avisen slog altså fast, at Colin Powell argumenterede fyldigt for tilstedeværelsen af det såkaldte terrornetværk, hvis opståen Colin Powell under sin tale beskrev således:
"When our coalition ousted the Taliban, the Zarqawi network helped establish another poison and explosive training center camp, and this camp is located in northeastern Iraq. You see a picture of this camp. The network is teaching its operatives how to produce ricin and other poisons."(1)
(Det satellitfoto, Colin Powell her refererede til, var under fremlæggelsen tillagt den dramatiske titel "Terrorist Poison and Explosives Factory, Khurmal". Den pågældende lejr er hjemstedet for den islamiske gruppering Ansar al-Islam.)

Spørgsmålet er dog, om Colin Powells og TV-avisens antagelse af det pågældende billede som værdigt bevismateriale holder vand ved nærmere eftersyn? Graden af bevisets gyldighed beskrives nok bedst af, hvor hurtigt det krakelerede efter de første kritiske eftersyn.
Allerede to dage efter Powells præsentation lancerede tænketanken International Crisis Group således et modsvar til påstanden om Ansar al-Islams tilknytning til al-Qaeda. I rapporten, "Radical Islam In Iraqi Kurdistan: The Mouse That Roared?", gøres således opmærksom på, at ingen uafhængig kilde har været i stand til at bevise nogen tilknytning mellem Ansar al-Islam og Al-Qaeda:
"In the run-up to a possible war in Iraq, there is no hard evidence to suggest that Ansar al-Islam is more than a minor irritant in local Kurdish politics."(2)

Fire dage efter Powells tale kom dog den endegyldige udstilling af det pågældende satellitfotos ubrugelige værdi som bevismateriale. Ansar al-Islam havde således som svar på de amerikanske anklager inviteret en gruppe britiske journalister på besøg, så de på egen hånd kunne tage stilling til kvaliteten af Powells anklager. De fandt intet til at understøtte Powells påstande. Journalisten Luke Hardings opsigtsvækkende vidnesbyrd kunne læses i The Observer d. 9. februar:

"If Colin Powell were to visit the shabby military compound at the foot of a large snow-covered mountain, he might be in for an unpleasant surprise. The US Secretary of State last week confidently described the compound in north-eastern Iraq - run by an Islamic terrorist group Ansar al-Islam - as a 'terrorist chemicals and poisons factory.' Yesterday, however, it emerged that the terrorist factory was nothing of the kind - more a dilapidated collection of concrete outbuildings at the foot of a grassy sloping hill. Behind the barbed wire, and a courtyard strewn with broken rocket parts, are a few empty concrete houses. There is a bakery. There is no sign of chemical weapons anywhere - only the smell of paraffin and vegetable ghee used for cooking. In the kitchen, I discovered some chopped up tomatoes but not much else."
(http://www.observer.co.uk/iraq/story/0,12239,892112,00.html)

Afsløringen af manglerne ved satellitbilledet af den påståede al-Qaeda terrorfabrik som bevismateriale er dog ikke enestående. Lektor i geografi Rasmus Ole Rasmussen har i publikationen "Som de ser, ser De absolut ingenting! - Den illustrerede krigserklæring" udsat 10 af Powells satellitfotos for et nært eftersyn. Rapporten, der indeholder de enkelte satellitfotos, kan findes på: http://www.geo.ruc.dk/nors/publications/powell.doc
Rasmus Ole Rasmussen beskæftiger sig med Nordatlantiske Regionalstudier, og hans interesseområder omfatter bl.a. "remote sensing" - videnskabelige analyse af satellit- og flybilleder. I sin analyse af 10 af Powells fremlagte satellitfotos konstaterer han:

"Man siger at et billede siger mere end 1000 ord, men i den givne situation er det i meget høj grad Powells mere end 1000 ord der har givet indhold til billederne, mere end det er billederne der giver dybde og dokumentation til ordene. Det handler overhovedet ikke om en dokumentation i videnskabelig forståelse, men om en illustreret tale hvor man bruger figurer, tegninger, grafer og andre former for illustrationer der kan give fremstillingen et passende skær af videnskabelig fundering, i det omfang det kan tjene formålet, nemlig den fremførte politik. Og når man øjensynlig ikke har noget bedre at stille op med, men samtidig bragt sig i en position hvor man gentagne gange har postuleret at kunne fremlægge sandhedsbevis for sine påstande, så må man bruge de smuler man ligger inde med på den bedst tænkelige måde."

D. 6. februar, dagen efter, at DR-TV-avisen havde viderebragt det hule budskab, at "faktisk argumenterede Colin Powell fyldigt for, at et helt terrornetværk ledet af en Zarqavi nærmest har centrum i Irak og tråde ud i hele Europa", offentliggjorde DR en ny Gallup undersøgelse.
Undersøgelsen blev serveret med en fanfare af billeder fra Colin Powells såkaldte bevisførsel samtidig med, at kommentatorstemmen kundgjorde:
"Collin Powell lagde bevis på bevis på bordet i sin tale i går …en hel verden så på."
Undersøgelsen viste, at 21% af danskerne var blevet mere positive over for en militær aktion efter Colin Powells tale, mens kun 10% var blevet mere negative.
Vi vil gerne opfordre DR TV-avisen til at overveje deres egen kapacitet til at påvirke en sådan meningsmåling ved at tilbageholde vigtige oplysninger som de ovennævnte. I den forbindelse vil vi gerne spørge:
- Hvorfor har TV-avisen valgt ikke at sætte fokus på, at beviset om at " al-Qaeda er i Irak med Saddam Husseins velsignelse" er skudt i sænk fra adskillige uafhængige kilder?
- Hvorfor valgte TV-avisen kun at holde sig til kilder, som på havde et forholdsvis positivt (læs: harmløst) syn på Colin Powells beviser, da disse blev præsenteret?
- Hvorfor har TV-avisen ikke sat spørgsmålstegn ved "duen" Colin Powells troværdighed efter hans fremlæggelse af beviser, der har vist sig at være utroværdige?

Man kan desværre efterhånden fastslå en tendens til, at DR TV-avisen bevidst afholder sig fra at offentliggøre afgørende informationer, der i særlig grad kunne tænkes at præge holdningerne i retning af en "negativ" indstilling til en invasion af Irak. Denne praksis er ikke i overensstemmelse med public service stationen DR's forpligtigelser overfor Radio- og Fjernsynsloven, hvor det hedder sig at:

Ved programlægningen skal der lægges afgørende vægt på hensynet til informations- og ytringsfriheden. Ved informationsformidlingen skal der lægges vægt på saglighed og upartiskhed. Udsendelsesvirksomheden skal sikre befolkningen adgang til væsentlig samfundsinformation og debat.

TV-avisen arbejder ikke i folkets tjeneste ved at tilbageholde informationer, der tilsammen utvetydigt taler for, at en invasion af Irak aldrig må tillades at blive, hvad TV-avisen utrætteligt bliver ved med at definere den som: "uundgåelig".

Opfordring:
- Kontakt TV-avisen på tva@dr.dk og spørg venligt, hvorfor de ikke har sat spørgsmål ved de "beviser" Colin Powell præsenterede d. 5.2. Har TV-avisen opgivet at leve op til sine lovmæssige public service forpligtelser?
- Gør gerne brevene så personlige som muligt og inkludér gerne andre oplysninger om beviste brister i Colin Powells beviser end dem, vi har gjort opmærksom på her.
- Vi opfordrer alle til at holde en venlig tone, når I svarer på mediealarmer. Send venligst en kopi af jeres afsendte breve til: clsh@ruc.dk.

Vi modtager gerne kommentarer til mediealarmen på clsh@ruc.dk

Appendix: (Følgende er vores egne oversættelser af de engelske citater. Vi oversætter efter bedste evne. Evt. fejl er ikke intenderede, og vi modtager gerne rettelser.)

(1)" Da vores koalition fordrev Taliban, hjalp Zarqawi netværket til at etablere en anden træningslejr for gift og sprængstof, og denne lejr er lokaliseret i det nordøstlige Irak. I ser et billede af denne lejr. Netværket lærer dets medlemmer, hvordan man producerer ricin og andre gifte."

(2)"Under indgangsfasen til en evt. krig i Irak findes ingen solide beviser i retning af, at Ansar al-Isam er mere end et mindre irritationsmoment i den lokale kurdiske politik."

(3) "Hvis Colin Powell besøgte det lurvede militær anlæg ved bunden af et stort snedækket bjerg, kunne han få sig en ubehagelig overraskelse. Udenrigsministeren beskrev sidste uge selvsikkert anlægget i Nordøstirak - ledet af den islamiske terrorgruppe Ansar al-Islam - som en "kemikalie og gift fabrik for terrorister". I går kom det imidlertid frem, at terroristfabrikken ikke var noget lignende - nærmere en forsømt samling af betonbygninger ved foden af en græsset, skrånende bakke. Bagved pigtråden og en gårdplads bestrøet med smadrede raketdele er der nogle få tomme betonhuse. Der er et bageri. Der er ingen spor af kemiske våben nogen vegne - kun lugten af paraffin og grøntsagssmør brugt til bagning. I køkkenet opdagede jeg nogle hakkede tomater, men ikke meget andet."


© 2003 Mediefokus.dk