Mediealarmer

Kommentarer til alarmen?

Mediealarm 09.03.03:

Politiken og Information vælger at fortie USA's spionage af Sikkerhedsråds-medlemmer

Før denne mediealarms udsendelse foretog vi en Infomediasøgning, hvor vi ikke var i stand til at finde "så meget som én eneste notits eller én eneste sætning om memorandumet i hverken Politiken eller Information efter deres spinkle indlæg d. 3. marts."
Efterfølgende har vi dog fundet ud af, at spionagen nævntes i Information d. 08.03. Læs fejlretning.

Mediealarmen følger her:

(Citater på engelsk gengives på dansk i appendikset)

For en uge siden blev et memorandum fra den elektroniske amerikanske efterretningstjeneste NSA (National Security Agency) lækket og efterfølgende offentliggjort i den britiske avis The Observer. Dette memorandum klargjorde, at USA fører en direkte spionagekampagne mod medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd. Årsagen til spionageoperationen er, at USA er i gang med at føre en dybt uforsvarlig pressionskampagne mod landene i Sikkerhedsrådet for at få medlemslandene til at stemme ja til en kommende krigsresolution. For at få vedtaget sin resolution i Sikkerhedsrådet skal USA have presset 9 ud af de 15 lande til at stemme ja. Den afslørede spionage er en vigtig forudsætning for denne proces.
Selvom dagbladene Information og Politiken er fuldt ud bevidste om afsløringen af USA's spionage af Sikkerhedsrådsmedlemmerne, har de, som vi skal se, konsekvent valgt at fortie afsløringen. Vi har bevidst valgt i denne mediealarm at rette vores opmærksomhed specifikt mod Politiken og Information, der normalt af deres læsere menes at have en saglig krigsdækning. Således har de et ansvar for ikke bevidst at censurere fakta, som er ubehændige for Bush-administrationen og herhjemme for Fogh-regeringens krigsstøtte. Denne tillid fra deres læsere har Politiken og Information desværre misbrugt. At resten af den danske dagspresse har fulgt trop med fortielsen af spionagen, gør ikke de to dagblades fortielse mindre alvorlig. Rettere må man sige, at det at disse to "frontløbere" aktivt fortier spionagen, giver resten af dagspressen forøget rum til at følge trop og gøre det samme frit for offentlighedens søgelys. Et tungt ansvar for den samlede dagspresses fortielse af spionagen hviler således på Politiken og Information.

Den 2. marts fremkom den engelske avis The Observer med en artikel kaldet "US Dirty Tricks to Win Vote on Iraq War". (http://www.observer.co.uk/iraq/story/0,12239,905936,00.html)
I artiklen blev det lækkede memorandum fra NSA beskrevet. I memorandumet opfordres de øverstkommanderende i organisationen til at aktivt at støtte spionagen mod medlemmerne af FN's Sikkerhedsråd, dog ikke England og USA. Det gøres klart, at spionagen især skal rettes mod delegationerne fra Angola, Cameroon, Chile, Bulgarien, Guinea og Pakistan i FN's hovedkvarter i New York, dvs. de lande, der er mest sårbare overfor USA's pression. Spionagens mål er at opnå direkte oplysninger om de enkelte landes overvejelser omkring den forestående afstemning om en krigsresolution, for bedst muligt at kunne manipulere landenes holdning til fordel for USA's interesser.
Memorandumet blev afsendt d. 31.01.03 af Frank Koza, afdelingsleder i "Regional Targets"-afdelingen i NSA, som har til opgave at spionere lande, der betragtes som strategisk vigtige for USA. Da The Observer kontaktede "Regional Targets"-afdelingen, blev de fortalt, at de havde fået forkert nummer, hvorefter røret blev lagt på.

Det omtalte memorandum findes herunder i sin originale engelske version og kan også ses på: (http://www.observer.co.uk/iraq/story/0,12239,905954,00.html)

---------------------------------------------------
(memorandum start)


To: [Recipients withheld]
From: FRANK KOZA, DEF Chief of Staff (Regional Targets)
CIV/NSA
Sent on Jan 31 2003 0:16
Subject: Reflections of Iraq Debate/Votes at UN-RT Actions +
Potential for Related Contributions
Importance: HIGH
Top Secret//COMINT//XI

All,

As you've likely heard by now, the Agency is mounting a surge particularly directed at the UN Security Council (UNSC) members (minus US and GBR of course) for insights as to how to membership is reacting to the on-going debate RE: Iraq, plans to vote on any related resolutions, what related policies/ negotiating positions they may be considering, alliances/ dependencies, etc - the whole gamut of information that could give US policymakers an edge in obtaining results favorable to US goals or to head off surprises. In RT, that means a QRC surge effort to revive/ create efforts against UNSC members Angola, Cameroon, Chile, Bulgaria and Guinea, as well as extra focus on Pakistan UN matters.

We've also asked ALL RT topi's to emphasize and make sure they pay attention to existing non-UNSC member UN-related and domestic comms for anything useful related to the UNSC deliberations/ debates/ votes. We have a lot of special UN-related diplomatic coverage (various UN delegations) from countries not sitting on the UNSC right now that could contribute related perspectives/ insights/ whatever. We recognize that we can't afford to ignore this possible source.

We'd appreciate your support in getting the word to your analysts who might have similar, more in-direct access to valuable information from accesses in your product lines. I suspect that you'll be hearing more along these lines in formal channels - especially as this effort will probably peak (at least for this specific focus) in the middle of next week, following the SecState's presentation to the UNSC.

Thanks for your help

(memorandum slut)
---------------------------------------------------


Som det fremgår af memorandumet, er spionagen allerede foregået over en længere periode; i hvert fald siden slutningen af januar. Som set gøres det soleklart, at spionagen ses som et nødvendigt redskab for at kunne presse landene i retning af at stemme ja til den amerikanske krigsresolution, og operationen skal derfor rettes mod: "the whole gamut of information that could give US policymakers an edge in obtaining results favorable to US goals".(1)

Hvordan har de danske dagblade så dækket spionage-skandalen? Svaret er enkelt: Det har de ikke. De "respektable" aviser Politiken og Information har kun nævnt memorandumet i én artikel i hver af deres respektive aviser. Politiken bragte en 36-liniers artikel (if. Infomedias data), der henviste til The Observers artikel, mens Information valgte kun at bruge 10 linier på memorandumet. Begge artikler/notitser blev bragt dagen efter The Observers artikel, dvs. d. 3. marts.

Siden disse spinkle indlæg har begge aviser været fuldstændigt døvstumme overfor beviserne om spionage. Mediefokus har foretaget en søgning på artikeldatabasen Infomedia af alle artikler skrevet i de to aviser siden d. 3. marts indeholdende ét af ordene "NSA", "Memorandum", "Frank Koza" eller "Irak". Da Informations database på Infomedia ikke var fuldt opdateret for d. 08.03 og 09.03, har vi suppleret vores research med søgninger i Informations eget arkiv. Konklusionen for begge aviser var desværre klar:
Det har ikke været muligt at opstøve så meget som én eneste notits eller én eneste sætning om memorandumet i hverken Politiken eller Information efter deres spinkle indlæg d. 3. marts. I Politikens artikel d. 3. marts "Kampen mod terror: USA bruger beskidte kneb i FN" lyder det ellers:

"Hvis avisens (The Observer) oplysninger er korrekte, er det første gang siden Anden Verdenskrig, at amerikanske agenter er blevet taget i at aflytte FN-diplomater i New York." (www.politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=258633)

Man skulle mene, at disse historiske dimensioner gjorde, at affæren havde en vis relevans, og at det var nødvendigt også at konfrontere de politiske magthavere i Danmark med, hvilke konsekvenser denne afsløring må have? Som sagt er de to dagblade dog nu desværre klinisk støvsugede for al omtale af spionagen. Der er ingen tvivl om, at Information og Politiken er fuldt bevidste om den potentielle størrelse af denne sag, hvis den kommer ud i det offentlige rum. Deres reaktion har været en katastrofal fortielse af spionagen. Konklusionen må nødvendigvis være, at Politiken og Information har foretaget redaktionelle principbeslutninger om, at memorandumet ikke skal omtales mere, med mindre presset er så stort, at det ikke kan holdes tilbage.
Alt imens de to aviser (i tavs samtykke med resten af den danske dagspresse) skjuler spionagen af Sikkerhedsrådsmedlemmerne, rykker datoen for afstemningen i FN sig ubønhørligt nærmere. Derfor opfordrer vi alle til at cirkulere dette memorandum så bredt som muligt for at skabe så stor som mulig folkelig bevidsthed om memorandumets eksistens.

At USA lægger et brutalt "diplomatisk" pres på Sikkerhedsrådsmedlemmerne er desværre ikke nogen ny procedure. Forud for afstemningen om krigsresolution 678 før den første Golfkrig foregik en lignende pression. Daværende amerikanske udenrigsminister James Baker har i bogen "The Politics of Diplomacy: Revolution, War and Peace, 1989-1992" skrevet åbent om sin rolle under denne pressions-diplomati:

"I met personally with all my Security Council counterparts in an intricate process of cajoling, extracting, threatening, and occasionally buying votes. Such are the politics of diplomacy."(2)

Værst gik det på daværende tidspunkt ud over Yemen, der fik klar besked fra en amerikansk diplomat, da de veg fra den amerikanske linie og stemte nej til resolution 678. De blev således af en amerikansk diplomat direkte truet om at blive frataget deres bistand fra USA for at have stemt mod USA's vilje:

"that will be the most expensive "no"-vote you ever cast."(3) (www.ips-dc.org/COERCED.pdf)

3 dage senere lagde USA magt bag truslen og tilbagetrak hele sin støttepakke på 70 million dollars til Yemen; en tydelig lektion til alle om at støtte lydigt op om amerikanske resolutionstekster - også for de nuværende Sikkerhedsrådsmedlemmer.

Den nuværende Bush-administration har retorisk lagt op til, at USA og en række "villige" nationer vil forme en koalition og angribe Irak. I realiteten er der desværre tale om, at USA endnu engang med alle midler søger at tvinge medlemmerne af sikkerhedsrådet til at bakke op om invasionen.
Den 26. februar udgav Institute for Policy Studies en rapport kaldet "Coalition of the willing or Coalition of the Coerced?". I rapporten beskrives det, hvordan USA lægger et betingelsesløst politisk og økonomisk pres på hvert af de 10 lande, der sidder midlertidigt i Sikkerhedsrådet på grund af rotationsordningen for at få dem til at støtte en amerikansk krigsresolution. Den informerende rapport findes på: (www.ips-dc.org/COERCED.pdf)

Spionagen mod disse lande er en af forudsætningerne for, at USA kan foretage sin brutale pression af dem. Politiken og Information har med deres bevidste fortielse af spionagen aktivt medvirket til, at dette fodarbejde for pressionen fortløbende kan foregå uden danskernes viden. De 2 dagblade medvirker fuldt vidende til at tilbageholde information, der kunne være afgørende for at hindre den truende massakre, som en krig reelt vil være.
I modsætning til Politikens chefredaktør Tøger Seidenfadens påstand d. 02.03.03: "Det er trods alt også USA, der vil føre krigen, betale for den med penge og liv, og stå med ansvaret for den bagefter." (http://www.politiken.dk/VisArtikel.sasp?PageID=258674), er det ligesom under den første golfkrig ikke USA, men Irak, der vil komme til at betale massivt med almindelige menneskers liv. Det ved Politkens redaktion. Det ved Informations redaktion. Alligevel tilbageholder de aktivt oplysninger, der kunne bruges til at lægge pres på den danske regerings støtte til denne massakre.

Desværre har den amerikanske (manglende) mediedækning af spionagen også mere karakter af fortielse end oplysning. Politikens nye samarbejdspartner The New York Times har således aktivt fortiet memorandumets eksistens. Adspurgt d. 5. marts om aftenen om deres tavshed om memorandumet af medieanalytikeren Norman Solomon svarede udenrigsredaktør Alison Smale, at årsagen til deres tavshed var, at de ikke kunne få nogen kommentarer eller bekræftelse fra officiel side. (http://www.zmag.org/content/showarticle.cfm?SectionID=15&ItemID=3190)

Det er dybt bekymrende, hvis det nu er den form for "kritisk" journalistik, Politiken fusionerer med. Hvis de politiske krigsherrer nægter at udtale sig om deres magtmisbrug, så hverken spørger eller skriver man om det. Norman Solomon noterede sig, at da han stillede New York Times spørgsmålet, var over 96 timer gået, uden at avisen havde så meget som gjort opmærksom på memorandumets eksistens, og at 96 timer er meget lang tid at forhale sandheden, når datoen for en kommende resolution hastigt nærmer sig. Politiken og Information har til vores bedste vidende i skrivende stund fuldstændigt undladt at nævne spionagen i over 150 timer siden deres spinkle indlæg d. 03.03. Mediefortielsernes ur tikker hurtigere og hurtigere, og datoen for afstemningen af USA's resolutionsforslag nærmer sig - uden at den danske regering politikere bliver konfronteret med spionagen.

At den folkelige krigsmodstand i Danmark ikke er endnu større end nu kan desværre i høj grad tilskrives de danske mediers kollektive tilbageholden af oplysninger, der ville virke for kompromitterende for både den hjemlige og den amerikanske regering.
Politiken og Information har efter d. 3. marts valgt at fortie USA's spionage af medlemmerne af Sikkerhedsrådet og dermed aktivt medvirket til at legitimere denne spionage. De 2 dagblade har bevidst holdt afgørende oplysninger væk fra den offentlige debat og dermed misbrugt deres læseres tillid. Dermed har de i realiteten ageret aktivt for en krig, selvom de i deres officielle ledere udtaler sig moderat imod.

Mediefokus vil gerne stille Politiken og Information disse meget enkle spørgsmål:

- Hvorfor har jeres redaktion valgt at fortie NSA-memorandumet?
- Er I bevidste om, at I gør jer til aktive fortalere for en krig ved at tilbageholde memorandumet?
- Er I klar over jeres ansvar som de relativt mest åbne dagblade i Danmark? Forventer I, at aviser som Jyllands-Posten og Berlingske Tidende aktivt vil afløse jer fra jeres ansvar, når I fortier afgørende fakta? Hvorfra skal det danske folk få reel oplysning om baggrunden for den truende massakre i Irak, når det synligvist ikke sker gennem jeres to dagblade?

Vi opfordrer kraftigt begge dagblade til at respondere tilbage til Mediefokus på kritikken fremsat i denne mediealarm. Hvis Information og Politiken forholder sig til underbygget kritik på samme måde som Danmarks public service station DR - med isnende tavshed - vil det blive udstillet og løbende kommenteret på mediefokus.dk til skue for den stadigt voksende mediekritiske fredsbevægelse.
Svarene kan rettes til: clsh@ruc.dk

Samtidigt vil vi gerne komme med en opfordring til alle enkeltjournalister på de to aviser om at vise journalistisk civil ulydighed og offentligt modsætte sig redaktionernes ansvarsløse censur. En gruppe journalister fra initiativet "Mediefolk mod krig i Irak" har allerede vendt sig mod den omfangsrige censur om krigen i de danske medier. Initiativet kan kontaktes på mediefolkmodkrig@hotmail.com - Vi opfordrer alle enkeltjournalister til at stå sammen mod alle odds for at få de desværre mange skjulte sandheder om invasionen af Irak frem i offentlighedens lys.

Opfordring til læserne af mediealarmen:

Kontakt de to redaktioner på:

Politiken: chefredaktionen@pol.dk
Information: chefred@information.dk

Skriv personligt til dem og spørg dem høfligt, hvorfor de har valgt at fortie NSA-memorandumet?
Hvorfor har Information/Politiken som to af de aviser, den almindelige fredsønskende dansker har stor tiltro til, valgt at føre sine læsere aktivt bag lyset?

- Vi opfordrer alle til at deltage aktivt i mediealarmen ved at kontakte de to redaktioner og sende kopier af de sendte breve til:
clsh@ruc.dk

Vi opfordrer desuden alle til at cirkulere memorandumet så bredt som muligt for at skabe størst mulig folkelig bevidsthed om dets eksistens. Desværre er det tilsyneladende det eneste, der vil kunne få Politiken og Information til at bryde deres døvstumhed overfor memorandumet og konfrontere den danske regering med den amerikanske spionage.

Tiden er inde til aktiv forebyggende civil ulydighed. Lad os sammen udstille og kritisk stille spørgsmål til denne fatale fortielse.

Mediefokus
Peter Kofod, Rasmus B. Petersen og Carsten Sloth Hansen


Appendiks:

1) "hele registret af information, der kunne give udførerne af den amerikanske politik et forspring til at opnå resultater fordelagtige for de amerikanske målsætninger"

2) "Jeg mødtes personligt med alle Sikkerhedsrådets modstykker i en indviklet proces af besnakken, aftvingning, trusselgivning og hist og her køb af stemmer."

3) "Dét vil blive den dyreste "nej"-stemme, I nogensinde har afgivet."


© 2003 Mediefokus.dk